
Afrapportering 2024
I 2024 har Folkekirkens Grønne Omstilling været præget af en stærk og målrettet indsats for at fremme bæredygtige løsninger i kirkens dagligdag og forvaltning.
En af årets største milepæle var kortlægningen af folkekirkens klimaaftryk og biodiversitet på kirkegårdene. Kortlægning, gennemført i samarbejde med Provice, har givet et klart overblik over, hvor folkekirken kan sætte ind for at reducere CO2-udledninger og fremme naturvenlige løsninger. En væsentlig konklusion var, at en udfasning af olie- og gasfyr kan bidrage markant til at opnå den nationale klimamålsætning.
Folkekirkens jorder fået øget opmærksomhed som en vigtig ressource i den nationale klimaindsats. Gennem samarbejde med Danmarks Miljøportal og åbningen af GIS-kort over kirkens arealer er der skabt nye muligheder for at integrere folkekirkens jordbesiddelser i den grønne omstilling.
Derudover har der været fokus på praktiske tiltag i kirkerne Fra komposterbare blomsterbuketter og lokale kompostløsninger til energieffektiviseringer og nye transportpolitikker har folkekirken vist, at selv små justeringer kan gøre en stor forskel.
Folkekirken står ved en skillevej, hvor de mange initiativer fra 2024 skal videreføres og udbygges. Med en fælles indsats kan kirken fortsat gå forrest i arbejdet for en mere bæredygtig fremtid.
Afrapportering 2023
I 2023 har Folkekirkens Grønne Omstilling kunnet bygge videre på et solidt fundament fra arbejdets indledende fase året før. Det står klart, at engagementet og interessen for den grønne omstilling i kirken fortsat er stort. Tilsvarende er der et enormt behov for og efterspørgsel på viden om, hvor og hvordan man lokalt kan prioritere sine indsatser.
Oplysning, vejledning, prioritering. I Folkekirkens Grønne Omstilling har det forgangne år i høj grad haft fokus på det. For hvor begynder man, hvor er de lavthængende frugter og de største gevinster? Hvad kræver mere viden og planlægning, før det kan føres ud i livet? Det er nogle af de spørgsmål, Folkekirkens Grønne Omstilling søger at besvare ved at skaffe viden og stille materialer og værktøjer til rådighed for de lokale aktører.
Det har blandt andet mundet ud i et omfattende arbejde med folkekirkens jorder, udviklingen af et digitalt GIS-værktøj åbent for offentligheden, igangsættelse af en landsdækkende kortlægning af folkekirkens klimaregnskab og biodiversitet foruden afholdelse af en række temaaftener i seks af landets stifter, otte webinarer samt medvirken i flere podcasts og radioudsendelser.
Afrapportering 2021-2022
"Alt i alt er Folkekirkens Grønne Omstilling kommet rigtig godt i gang i projektets første fase. Vigtige trædesten er lagt for det fremtidige arbejde, som skal skabe en vedvarende grøn omstilling i folkekirken. Men fase 1 er kun begyndelsen til forandring.
Heldigvis er der vilje i folkekirken til at klø på med arbejdet, og det allerede gode samarbejde blandt folkekirkens interessenter vidner herom. Sammen vil vi gøre en forskel, hvor folkekirken præger det øvrige samfund og har blik for værdier, som er med til at sætte grønnere aftryk i verden for de kommende generationer."
Sådan indleder projektgruppen bag Folkekirkens Grønne Omstilling afrapporteringen fra projektets første fase, der dækker 2021-2022.